Et investeringsobjekt er i bund og grund en hvilken som helst genstand, som folk køber og sælger med den forventning at den over tid, hvad enten kort eller lang, vil give et udbytte af en eller anden art. For mange er der tale om at en hobby bliver til en investeringsaktivitet, for nogen er det omvendt.

Værdipapirer kræver indtil flere selvstændige kapitler at dække nogenlunde fyldestgørende. Her ser vi i stedet på nogle alternativer, som også har appel til et bredere publikum.

Numismatik

Numismatikere samler på mønter og sedler. Der kan være mange grund til at en specifik mønt eller seddel kan have værdi. For de mere gængse udgaver gælder at enhver samler med respekt for sig selv ønsker at have så komplet en samling som muligt, og dernæst at have det bedst mulige eksemplar af hver ting. Derfor vil der også være efterspørgsel selv efter udgivelser, der på ingen måde er mangel på.

Mønter kategoriseres efter prægekvaliteten og mængden af mærker på overfladen. Det kan gå lige fra en helt perfekt mønt med spejlglatte overflader, præget med et helt nyt stempel, til en mønt, der er så medtaget at man kun med besvær kan identificere den. Når det er på plads, ser man på sjældenheden. En mønt, der kun findes i få eksemplarer vil have en væsentlig værdi, uanset tilstand.

Det samme gælder, hvis den har historisk betydning. Endelig har visse mønter et højt indhold af guld, der jo i sig selv har en handelsværdi, og som kan overstige møntens værdi som samlerobjekt.

Filateli

En filatelist gør det i frimærker. Som med numismatikeren gælder at de mere gængse ting også har en vis værdi. Faktisk kan tilsyneladende fuldstændig ordinære mærker være endog overordentlig værdifulde, hvis der er tale om en såkaldt variant.

Værdifastsættelse af frimærker er en større videnskab, men står man og har penge at investere i disse takkede papirlapper, kan man passende alliere sig med en auktion over samme, og simpelthen sætte sig lidt ind i de forskellige mærker, og så byde på dem.

Guld - metaller - ædelsten

Blivende råvarer - det vil sige dem, der ikke konsumeres - er et interessant investeringsobjekt, hvoraf flere af ædelmetallerne har en tendens til at opleve periodiske prisstigninger. Herefter opstår der typisk et plateau, muligvis endda et svagt fald, inden næste stigning. Alle kan opnå tilladelse til at handle med guld på diverse markeder, omend de dermed forbundne omkostninger kan være ret rigelige for 'husmands-investoren'. For det mindre budget er 'almindelige' omløbsmønter i guld en bedre vinkel, da disse har så højt et guldindhold at det for det meste er nøjagtigt det samme som at købe guldbarrer og -chips.

Kunst

En sidste investeringsmulighed, der skal nævnes her, er kunst. Alle og enhver kan jo købe en kendt kunstners værker på auktion - men så kommer man også til at betale for det. Og uanset de kolossale tal, man af og til ser, er det langt fra sikkert at man kan få sine penge tilbage igen, når man selv en gang vil sælge.

Med kunst består fidusen i at købe, inden kunstneren bliver alment eftertragtet. Det kan betyde at der kommer nogle fejlkøb ind i samlingen, hvorfor man skal gøre sig selv den tjeneste, kun at købe ting man kan lide at se på. Skulle det så gå hen og blive penge værd, er det en bonus.

Uanset hvad man skulle vælge at investere sin eventuelt overskydende formue i, er der lige et sidste råd: Gå altid efter den bedst mulige kvalitet, du har råd til. Kvalitet holder, kvalitet er altid eftertragtet, og det kan altid sælges igen - også selv om det ikke længere skulle være først i investeringsmoden. Først derefter bør der tænkes på sjældenhedsfaktoren, medmindre man lige står og har mulighed for at erhverve den eneste af sin slags inden for et område.