Køb af ejendom på tvangsauktion

Jeg vil gerne starte med at slå fast, at det at købe en ejendom på en tvangsauktion ikke er en nem og risikofri opgave. Det kræver, at du sætter dig ind i, hvilke hæftelser og restgæld der er i ejendommen, og samtidigt allierer dig med en fagmand, som går ejendommen igennem for dig. Vigtigt at pointere er, at du selv hæfter for alle fejl og mangler på ejendommen, efter at du har købt den. Sælger kan ikke stilles til ansvar, da du har købt ejendommen på tvangsauktion. Udbedring af svampe- og insektangreb, dårlige jordbundsforhold, faldefærdigt fundament m.m. sker altså på din regning.

Da der er langt flere ting, man skal være opmærksom på, når man køber sin bolig på tvangsauktion, så er der også mulighed for, at undersøge skødet, papirer og ejendommens stand langt grundigere, end ved en privat, fri handel.

Ejendomspriser på tvangsauktion

Når du køber en ejendom eller en grund på en tvangsauktion, er prisen ofte meget lavere end ved fri handel. Den sum du ender op med at betale for ejendommen er budsummen, som du afgiver på auktionen, inklusiv eventuel restgæld og pantebreve i ejendommen. Derudover skal der betales et tillæg til det offentlige i form af en afgift, da handelen er sket på tvangsauktion.

Panthaver i ejendommen (eller ejeren af den) har mulighed for at indkalde til en ny budrunde, såfremt vedkommende ikke er tilfreds med prisen, som ejendommen er solgt til. Efter 2. budrunde skal ejendommen sælges til den pris, som der er budt på den. Du kan derfor være heldig at købe en ejendom til 100.000 kr., men hvis banken mener, at ejendommen kan inddrive mere, så bliver du nødt til at byde igen.