Det er muligt at få dagpenge som nyuddannet fra en videregående uddannelse. For at blive dagpengeberettiget skal man normalt have været i arbejde i minimum et år. Der gælder dog andre regler for studerende, og ens SU-berettigede uddannelse tæller som arbejde. Dagpengesatsen for nye dimittender er dog lavere, end den du kan optjene, såfremt du er i deltids- eller fuldtidsarbejde. Dagpengesatsen er i 2012 på 13.997 kr..

Sådan får du dagpenge som nyuddannet

Hvis du ikke allerede i dag er oprettet som studiemedlem i en af landets a-kasser, så er det vigtigt, at du hurtigst muligt får det gjort, og allersenest 14 dage efter at du dimitterer fra din uddannelse. Mange fagbevægelser kommer rundt på landets universiteter og institutioner, holder oplæg og får meldt folk ind, typisk i løbet af 1. semester. Det kan derfor godt være, at du er meldt ind i en fagforening / a-kasse, men efterfølgende har glemt det. Det er ofte gratis at være medlem af en a-kasse som studerende, og da det er begrænset med korrespondancen mellem a-kassen og den studerende, er det nærliggende, at man ikke husker det.

Tidspunktet for din indmeldelse i en a-kasse har betydning for, hvornår du kan få dagpenge. Hvis du har meldt dig ind senest et år før, at du afslutter din uddannelse, så har du ret til dagpenge fra dagen efter, at du er dimitteret. Hvis du ikke har været medlem af en a-kasse i året op til din dimittering, så er det yderst vigtigt, at du melder dig ind senest 14 dage efter, at du er færdiguddannet. I et tilfælde som dette har du først ret til dagpenge en måned efter. Da dagpenge er bagudbetalt, går der mellem en og to måneder, inden du får din første dagpengeudbetaling. Det kan derfor være en god ide at have sparet lidt op, eller at få et lån fra ens forældre til at overleve i mellemtiden for.